Rusland	Andre cykelture
	,

Dagbogen er blevet så lang, så i stedet for at ligge den op her, har jeg valgt at udgive den som bog.
Bogens titel er:
På cykeltur rundt i Ukraine, Transdniestria og Moldova.

Bogen er på 215 sider med 32 siders farvefoto og kort.

Prisen er 249kr. så løber det lige rundt med udgivelsen. Forsendelse 50kr.

Kan bestilles på ta@wanpan.dk

Læs et udpluk fra bogen nederst på denne side.

Ukraines flag indikerer den blå himmel og de gule kornmarker.


Transdniestrias flag. Flaget viser deres tilknytning til Rusland.

Moldovas flag. Flaget viser deres tilknytning til Rumænien.

Stensøjle der indikere indgangen til Tjernobyl regionen.
 

Skilt med sikkerhedszonens område, vi fik desværre ikke adgang på cykler, da der er bjørne og ulve inde i området.

Så er vi ankommet til Krim og ser en flot solnedgang over Sortehavet. Vi bader mens solen går ned.

Vi besøger flådestationen for Russiske undervandsbåde udenfor Sevastopol på Krim halvøen.

Udpluk fra dagbogen:
Da vi kom til Sarry, var der en stor rundkørsel. Her blev vi stoppet af en betjent, der fortalte, at vejen mod Kiev desværre var spærret, men vi kunne forstå på ham, at vi alligevel bare skulle køre ud af denne. Betjenten stod med en fløjte i munden og i en rigtig flot uniform. Han var smilende og var noget interesseret i, hvordan vi kunne finde på at cykle rundt i hans land. Mens vi cyklede rundt i den enorme rundkørsel, kunne vi kigge på en rund kuppel der var opsat på græsarealet midt i rundkørslen. Den fortalte at der skulle være Europamesterskaberne i Ukraine i 2012. De er med god grund stolte over at de har fået dette arrangement sammen med Polen. Det er den største sportsbegivenhed i Ukraines historie.

Vi cyklede ud af vejen mod Kiev og her var asfalten hel ny og rigtig flot det første stykke, og der var næsten ingen biler på vejen. Hvorfor fandt vi ud af senere. Den flotte vej gik ud igennem store skovområder, hvor vi kunne se, at der var en del mennesker der gik rundt i skoven og plukkede blåbær. Nogle var kørt derud i egen bil der holdt i skovkanten, andre steder var det mere organiseret med store kasser i siden af vejen, og med mange bærplukkere i skoven. Der var også nogle, der havde opsat en mindre bod, hvorfra man prøvede at få solgt bærerne med det samme, men da trafikken ikke var særlig stor, var der heller ikke så mange kunder.

Klokken var hen på eftermiddagen da jeg cyklede uden om en gammel hestevogn med fire ældre damer og en herre der var kusk. De var på vej hjem efter dagens plukning af bær i skoven. Lidt længere fremme holdt vi hvil ved en lille smal sidevej der gled ind igennem skoven. Jeg havde smidt cykeltrøjen, da det var blevet varmere, og lå med den under hovedet i skovbunden, med benene halvt ud på skovvejen og slappede af. Da jeg kunne høre, at hestevognen kom kørerne ude på vejen, løftede jeg hovedet for at hilse, men kunne se at køretøjet drejede af ned af den skovvej jeg lå på, så jeg trak benene væk fra vejen og kom op og stå.
De hilste da de kørte forbi og en af damerne spurgte om et eller andet. De kunne jo ikke vide, at der her var to cykelryttere der ikke kunne deres sprog. De stoppede vognen et stykke inde i skoven, hvor så spørgsmålet blev gentaget. Jeg råbte tilbage og så kunne de forstå, at jeg ikke kunne forstå dem. De vinkede en sidste gang og kørte videre med det flotte køretøj og forsvandt hurtigt af den smalle skovvej. De var sikkert på vej hjem til en landsby inde i skoven et sted.

Vi fortsatte og efter 50 km flot ny vej, kom grunden til at vejen delvis var spærret. Der kom vejarbejde og vejen fremad var væk. Der stod der 3-4 mænd og kiggede, den ene i uniform, og da han fandt ud af at vi ikke kunne sproget, tror jeg at han troede, at vi var fra Tyskland, for han begyndte at råbe militæriske befalinger og ordet Hitler kom en 3-4 gange. Han smilede dog mens han råbte og de andre mænd omkring ham grinende og vi grinede også med. Vi kunne se at de få biler der kom, blev sendt ud igennem en grusvej 90 grader væk fra vejen og ud gennem den tætte skov, og den vej så ikke ud til at være særlig god at cykle på. Men manden i uniformen smilede stadig og viste os med fagter, at vi bare skulle cykle ligeud, hvor der var støbt en uendelig land cementklods ud igennem skoven. Vi skulle bare sætte cyklerne op på den og så cykle derud af viste han os.

Vi hilste af og fik sat cyklerne op på den 30-40 cm. høje, 10 meter brede og uendelig lange cementklods og kom i sadlen igen. Da det kun var os der var på den lange klods af cement, kunne vi for første gang ligge på hjul, da klodsen var fuldstændig jævn, så jeg lå på hjul af Jesper og det gik rigtig fint fremad i 5-6 km. Jesper havde et godt udsyn fremad og holdt øje med en bjælke der lå længere fremme, så han så ikke, at den lange cementblok havde en rille der var 50cm. bred og gik hele vejen på tværs – ups. Jeg havde heller ikke holdt øje med noget, for cementblokken lignede at den bare fortsatte derud af mange kilometre endnu, men pludselig råbte Jesper meget højt, og jeg nåede lige at reagere ved at rejse mig lidt i cyklen og trække op i styret, som en refleks - og så røg vi ellers over den 50cm brede slugt, der også var en halv meter dyb. Jeg fik forhjulet over og baghjulet slog i kanten og gav et ordentlig tryk fra bagagebæreren ned i stellet. det var de mest negative tanker der røg igennem hovedet i det sekund, for et ødelagt fælg eller et knækket karbon stel til en cykel er ikke sådan lige at skaffe midt i en skov i Ukraine. Jeg kunne se, at Jesper også kom godt over, men han slog et ordentlig slag med cyklen, lige over på den anden side dog uden at vælte. Vi stoppede op og studerede cyklerne uden at sige et ord, og da vi havde set, at der mærkelig nok ikke var sket noget med cyklerne, konstaterede vi, at vi havde været ufattelig heldige med ikke at styrte. Cykelturen kunne meget nemt været stoppet her i skoven.